Gode råd til dig, der har en samtale med en afasiramt
- Sørg for, at kun én taler ad gangen.
- Undgå unødig støj og forstyrrelser, som f.eks. radio og tv.
- Sørg for øjenkontakt, og tal langsomt og tydeligt i korte sætninger.
- Vis, hvad du siger, ved at bruge tegn og gestik, papir og blyant.
- Vær tydelig omkring, at du skifter emne, du kan f.eks. sige ”Lad os slutte. Og lad os tale om….”.
- Sørg for at give tid, og afbryd mindst muligt. Det er helt okay, at der opstår pauser i samtalen.
- Stil spørgsmål til emnet, der kan besvares med ja eller nej, da det er med til at forhindre misforståelser.
- Giv tydelige signaler ved f.eks. at sige: ”Jeg er ked af det. Jeg forstår ikke, hvad du mener”.
- Skriv ned, hvad I aftaler, og skriv gerne med blokbogstaver. Du kan f.eks. skrive, hvornår I ses igen.
- Sørg for, at den afasiramte føler sig respekteret og med i samtalen. Selv om man har svært ved at forstå, tale og udtrykke sig, er man som regel klar over, hvad der foregår omkring en.
- Tal aldrig om den afasiramte, når vedkommende er til stede.
Ideer til samvær og kommunikation
Der er flere ting, I kan referere til i det daglige samvær:
- I kan se på fotos af familie og venner, steder og begivenheder.
- Du kan læse højt fra aviser og ugeblade, og I kan snakke om billeder og overskrifter.
- I kan synge, tralle eller nynne kendte sange og melodier.
- I kan spille spil, kort m.m.
- I kan tale om det, I oplever, når I går ture.
- Brug gerne papir og blyant, landkort, kalender og andet, der kan støtte jeres samtale.
- Forsøg at signalere ro, nærvær, respekt og opmuntring.
- Vær ikke krævende og rettende.
- Du kan støtte ord med kropssprog, mimik, tonefald, udpegning m.m. Det giver den afasiramte mulighed for at forstå og følge med i en samtale, da den afasiramte bedre kan opfatte kropssprog, tonefald og stemninger end ord.
- I svære tilfælde kan det være vanskeligt at opnå kontakt. Tro altid på, at noget bliver forstået. Fortæl om personer, steder og oplevelser, som den afasiramte holder af. Du kan også lægge mærke til, om der kan aflæses små signaler i form af håndtryk, øjenbevægelser eller andet.
- I kan holde i hånd.