Spring menu over

Hvad kan vi hjælpe børn, der har tale og sproglige vanskeligheder, med?

Vi kan hjælpe jeres barn, der har sproglige og/eller kommunikative udfordringer. Vi kan både hjælpe med at udrede jeres barns sproglige og kommunikative niveau og i forlængelse heraf tilbyde undervisning, rådgivning og vejledning, der er målrettet styrkelsen af de konkrete opmærksomhedspunkter, som vi finder. Helt konkret kan vi hjælpe børn, der har udfordringer med:

  • Udtalevanskeligheder.
  • Sproglige vanskeligheder.
  • Stammen.

Vores tilbud er også rettet mod familie, nærmiljø og netværk.

Hvad indebærer undervisningen? 

Din bopælskommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), Børn- og Ungerådgivning eller lignende skal afgøre, om dit barn kan modtage en udredning, og hvis der er relevant et undervisningsforløb, hos os*. Har barnet behov for et hjælpemiddel, kan I ligeledes søge om et afprøvningsforløb hos jeres bopælskommune.

Får I bevilliget et forløb hos os, skal undervisningen i størst muligt omfang afhjælpe eller kompensere for jeres barns sproglige og kommunikative udfordringer. Sammen med jeres konsulent skal I sætte udviklingsmål for barnet. Som udgangspunkt foregår undervisningen ugentligt hos os på Kommunikationscentret. 

Det konkrete indhold af undervisningen fastsættes efter, hvad netop dit barn har behov for, og der sker altid en individuel tilpasning. Der vil ofte indgå sproglige opgaver/aktiviteter, der skal afprøves og øves hjemme forud for næste undervisningslektion.

*Hvis I ikke får bevilliget et forløb, kan I selv henvende jer og betale for udredning og undervisning.

Hvad underviser vi i?

Undervisning i talevanskeligheder som dysfonologi har til formål, at barnet udvikler en alderssvarende udtale og sætningsdannelse. Du/I som forældre og pædagoger/lærere vil få vejledning i, hvordan I bedst muligt kan understøtte og guide barnet i dagligdagen.

Undervisning i sproglige vanskeligheder som dysfasi/DLD har til formål at støtte dit barns muligheder for at udvikle sit sprog og styrke sin evne til at kommunikere. Du/I som forældre og pædagoger/lærere vil få vejledning i, hvordan I bedst muligt kan understøtte og guide barnet i dagligdagen.

Undervisning af 3-9 årige børn 

Undervisning af yngre børn, der stammer, har til formål at styrke barnets spontantale, at forebygge, at stammen forværres, og at stammeadfærden får en negativ indflydelse på deres selvopfattelse og sociale relationer. 

Undervisning af børn over 9 år

Undervisning af børn over 9 år, der stammer, er rettet mod, at barnet lærer at udtrykke sig uden at være hæmmet af sin stammen.  Derudover fokuserer undervisningen på at forebygge en negativ udvikling af stammen og at modificere barnets stammen i videst muligt omfang.

Illustration af undervisning
Undervisningssituation

Praktiske informationer

Formålet er at styrke dit barns kommunikative færdigheder. Hvordan og hvad, der konkret arbejdes med, er individuelt og afhænger af, hvad netop dit barn har brug for. F.eks. kan undervisningen have til formål: 

  • At give dit barn en alderssvarende udtale og sætningsdannelse.
  • At udvikle dit barns sprog og styrke dets evne til at kommunikere.
  • At lære dit barn at udtrykke sig, hvis det er hæmmet af stammen.

I kan frit henvende jer for at få en udredning, hvis I bor i en kommune i Nordsjælland, med undtagelse af Egedal kommune*. 

I henvender jer til os ved at udfylde et ansøgningsskema og en samtykkeerklæring. Herefter vil I blive indkaldt til en udredende samtale, hvor vi vurderer, om der er behov for et forløb hos os. Det er dog jeres kommune, der skal tage stilling til, hvorvidt I får bevilliget et forløb. Jeres kommune vurderer det ud fra den rapport, vi sender efter udredningen.

*Bor I i Egedal Kommune, skal I henvende jer direkte til jeres kommune for at få en aftale om en udredning.

Ved en udredning vurderer vi dit barns behov for støtte, og udredningen består af at iagttage dit barn og være i dialog med dig om dit barns sproglige og generelle udvikling. Oftest foregår udredningen hos os på Kommunikationscentret, men der er mulighed for, at den kan foregå hos dig selv. Du kan læse mere om udredning og bevilling via dette link.

Man kan få hjælpemidler, hvis kommunen bevilger et hjælpemiddel til barnet. Vi kan hjælpe med at afprøve hjælpemidler til dit barn og undervise dig og barnets primære netværk i at bruge udstyret og de programmer, der hører til. Der bevilliges ikke iPads og PC’er, da disse ifølge lov om social service defineres som sædvanligt indbo. Du kan læse mere om hjælpemidler via dette link. 

Logo