Ansøgningsskemaer
Hent ansøgningsskema om specialbriller og kontaktlinser (Word)
Ansøgningsskemaet skal udfyldes af din optiker.
Denne information er til dig, som er optiker, og har en borger, der ansøger om briller eller kontaktlinser efter lov om social service § 112 eller efter Hjælpemiddelbekendtgørelsen om medicinskoptisk defineret, varig lidelse (se BEK nr. 1247 af 13/11/2017, bilag 2).
Denne side kan også bruges af dig, som er kommunal sagsbehandler. Du kan læse om forløbet fra ansøgning til bevilling af optik. Bevilling foregår i samarbejde mellem den lokale optiker og specialoptikerne på Kommunikationscentret.
Vores opgave er at foretage en faglig vurdering af den ansøgte optik i forhold til borgerens eventuelle diagnose og synsnedsættelse.
Vi har i centret ansat tre autoriserede optometrister, som
alle er opdaterede i forhold til lovgivning. Optometristerne indgår i et
fagligt team bestående af synskonsulenter, ikt-konsulenter på blinde og svagsynsområdet samt neuropsykologer. Desuden indgår de i et faglige netværk med andre specialoptikere på landets kommunikationscentre og øjenklinikken på Kennedy Centret. Vi har et tæt samarbejde med øjenafdelingerne på sygehusene i regionen. Årligt inviterer vi alle de optikere, vi samarbejder med til et møde med fagligt indhold.
Hvis en borger skal have ny optik, der falder indenfor den gældende lovgivning, skal du ansøge om bevilling af hjælpemidlet på borgerens vegne.
Ansøgningsskemaet finder du her på hjemmesiden via ovenstående links. Skemaet skal underskrives af borgeren, og stemples i butikken. Derefter skal det sendes via sikker post (fx via virk.dk) eller til vores sikre e-mailadresse kc-hil@hillerod.dk. Du kan kun sende til vores sikre e-mail, hvis du selv anvender sikker e-mail. Hvis du har øjenlægeoplysninger og en recept, sendes det også til os her i centret. Dette vil forkorte sagsbehandlingstiden.
Når vi modtager ansøgningsskemaet, vurderer vi, om der er brug for
supplerende øjenlægeoplysninger. I så fald indhenter vi disse oplysninger hos øjenlægen.
Vi behandler kun ansøgninger, som er underskrevet af borgeren. Hvis underskriften mangler, returnerer vi ansøgningsskemaet til dig.
Vi har en aftale med kommunerne om at måtte sagsbehandle ansøgningen med det samme. Kommunen har 14 dages svarfrist.
Vi bestræber os på at vende tilbage til dig med et svar inden for 3 uger. Hvis du ikke har hørt noget, når der er gået 3 uger, kan du kontakte kommunen eller os. Som regel vil vores sekretær kunne svare på, hvor langt sagen er kommet. Du er også velkommen til at sende os en e-mail angående status på din ansøgning
Kommunen er bevilgende myndighed med hensyn til hjælpemidler. Det
betyder, at kommunen giver bevilling eller afslag på den ansøgte optik.
Kommunen afregner direkte med dig. Hvis borgeren vil klage over en afgørelse, skal borgeren kontakte sin bopælskommune.
Priser er fastsat ifølge en leverandøraftale mellem Optikerforeningen og Kommunikationscentret. Taksterne reguleres iht. KL’s årlige pris- og lønfremskrivning, og sendes ud til de eksterne optikere en gang årligt eller på forespørgsel.