Hvorfor tage en uddannelse i IKT?
Kort sagt vil IKT-uddannelsen gøre dig skarp på de nyeste teknologiske muligheder og vise, hvordan specialpædagogik og teknologi tilsammen kan øge livskvaliteten for mennesker med særlige behov. Du vil dermed få større mulighed for at hjælpe mennesker til en bedre kommunikation og samspil med andre.
Temaerne på uddannelsen vil blandt andet være kommunikation, alternativ betjening, strukturhjælpemidler, nye teknologier, pædagogiske og kreative værktøjer samt implementeringsprocessor.
Hvad kan Informations- og kommunikationsteknologier?
De teknologiske muligheder og hjælpemidler udvikler sig hele tiden, hvilket giver mennesker med væsentlige funktionsnedsættelser helt nye muligheder for at være deltagende og kommunikerende.
Det sætter dog også stadig større krav til omsorgspersonalet, da man som omsorgsperson skal formå at bringe teknologierne i spil, så de er tilpasset og giver mening for den enkelte - det handler nemlig først og fremmest om at sætte brugeren i centrum. Netop det vil du lære meget mere om på IKT-uddannelsen.
I dag spænder de teknologiske muligheder lige fra individuelt tilpassede apps/programmer til iPads og computere over pædagogiske og kreative arbejdsredskaber til robotter og virtual reality.
Derfor er det i dag vigtigt, at man som socialpædagogisk personale og omsorgspersonale har en opdateret viden, og fremfor alt, at man kan vælge og implementere den rette teknologiske løsning til den enkelte bruger.