
Flere beboer får kontakt: Halvvejsstatus på b-near-projektet
b-near-projektet gør en mærkbar forskel for beboere med funktionsnedsættelser. På kun tre måneder har langt flere fået mulighed for at holde kontakten til dem, de holder af. De gode resultater skyldes både dygtige medarbejdere og et godt samarbejde med de pårørende.
"Det er dels en tilgængelig teknologi, dels et forrygende flot stykke pædagogisk arbejde, der har skabt denne meget positive forandring,” fortæller projektleder Michael Hjort Pedersen.
Ved projektstart kunne 73 procent af beboerne ikke selvstændigt kontakte nogen uden for botilbuddet - i dag er det kun 26 procent.
Projektet benytter sig af de såkaldte b-near-skærme, som gøre videokommunikation tilgængelig for bebeoerne. Det er en enhed, hvor de via billeder af deres kontaktpersoner kan se, hvem der er tilgængelige.
Med et enkelt tryk på skærmen etableres en videoforbindelse. På samme måde vises det tydeligt, når en kontaktperson ringer, og samtalen kan besvares med blot én berøring.
"Det at forstå de muligheder, skærmen kan give i forhold til sociale kontakter er selvfølgelig noget, der skal læres, og for nogle er det måske sværere end for andre, nogle har måske flere kontakter at ringe op til. Men mon ikke det fortsatte pædagogiske arbejde vil betyde, at vi kommer ned på 0%," siger Michael.

Solstrålehistorier fra hverdagen
Forandringen kan ikke kun måles i tal. Som Michael Hjort Pedersen pointerer:
“Mange af dagligdagens gode oplevelser kan kun opleves ved selvsyn og hos dem, der har glæde af skærmen.”
Der er kommet historier om alt fra fælles højtlæsning via skærmene til familiemedlemmer, der bor i udlandet, som nu kan holde kontakten til deres nære, til forældre, der får daglige opkald fra deres børn.
”Min datter ringede, da hun havde fået skærmen, og da vi havde snakket lidt, vinkede hun farvel og afsluttede vores samtale. to sekunder senere ringede hun igen, og sådan fortsatte det 27 gange. Det var lige efter hun havde fået b-nearskærmen, og hun skulle lige lære, at hun også kunne ringe dagen efter og dagen efter og… Nu hvor hun er tryg ved at hun altid kan ringe, ringer hun hver anden dag og nogle gange hver dag,” siger Jannekes far.
Projektet udvikler sig løbende, også med nye løsninger.
“Vi fortalte b-near om en beboer, der ikke kunne nå skærmen om natten, hvis han faldt. De tog det meget alvorligt. Så nu er der en mulighed for, at man ved hjælp af en bluetooth-kontakt kan foretage et opkald til en ”vagt-telefon,” fortæller Michael.
Og udviklingen stopper ikke her. Du kan følge med i projektets resultater og læse flere solstrålehistorier her på Kommunikationscentrets hjemmeside, hvor vi opdatere med de nyeste erfaringer, indsigter og små glimt fra hverdagen med b-near-skærmene.