Spring menu over

Frem mod 2030 bliver kobbernettet erstattet af højhastighedsbredbånd, og det betyder, at din fastnettelefon måske snart ikke virker længere. Hvis din telefon sidder i et gammeldags telefonstik, skal du derfor finde en ny løsning.

Hvad kan du gøre?

Start med at kontakte det teleselskab, hvor du har dit fastnetabonnement. De kan fortælle dig, om de har en løsning, der passer til dine behov.

 

Der findes flere muligheder for at fortsætte med at telefonere:

  1. IP-telefoni (fastnettelefon via internet)

Hvis du har en nyere fastnettelefon, kan den ofte kobles på internettet i stedet for kobbernettet. Det kaldes IP-telefoni. Mange internetudbydere tilbyder telefonabonnementer, hvor du kan bruge din fastnettelefon via internettet – og ofte beholde dit nuværende telefonnummer.

  •  Kræver en internetforbindelse (f.eks. fibernet, kabel-tv eller mobilt bredbånd).
  •  Du skal muligvis have et nyt stik til telefonen.

 

  1. Mobilabonnement med bordtelefon

Du kan også skifte dit fastnetabonnement til et mobilabonnement. Nogle teleselskaber giver mulighed for at flytte dit gamle fastnetnummer over på en mobiltelefon. Hvis du foretrækker en fastnettelefon, kan du købe en bordtelefon med et simkort – den ligner en almindelig fastnettelefon, men fungerer som en mobiltelefon.

  • Ingen behov for internet.
  • Findes også med ekstra kraftig lydforstærkning for personer med høretab.

 

  1. Mobilnetværk via telefonmodem

Hvis du vil beholde din nuværende fastnettelefon, kan du koble den til mobilnetværket med et telefonmodem. Du indsætter et simkort i modemmet, og når det er tilsluttet strøm, fungerer din gamle fastnettelefon præcis som før – blot via mobilnetværket i stedet for kobbernettet.

  • Ingen behov for internet.
  • Fra 1. marts 2025 kan du bl.a. købe et telefonmodem hos Scantones.

 

Uanset hvilken løsning du vælger, er det en god idé at undersøge dine muligheder i god tid, så du ikke pludselig står uden telefonforbindelse.

 

Logo