Spring menu over

Samarbejdet mellem Kommunikationscentret i Hillerød, botilbuddet Postens Vej i Vejle Kommune og Østerled i Gentofte Kommune er godt i gang. Målet er at give beboerne bedre muligheder for social kontakt gennem b-near skærmene. Og selvom teknikken nogle gange driller, er de første erfaringer både inspirerende og lærerige.

“Der er simpelthen så mange gode historier i dette projekt, og det er med til at sætte fokus på, at netværksskabende redskaber som b-near er fantastisk vigtige. Der er så megen glæde ved de kontakter, der nu er mulige,” siger Michael Hjort-Pedersen projektleder og IKT-konsulent på Kommunikationscentret.

Teknik er teknik

Som i alle teknologiprojekter har der været udfordringer undervejs. På Postens Vej viste det sig, at der var problemer med den trådløse dækning, hvilket betød, at en ny løsning måtte findes. På Østerled oplevede man, at signalet var stærkt udendørs, men forsvandt indendørs. Heldigvis har det været muligt at finde bedre løsninger med andre teleudbydere, så skærmene nu fungerer optimalt.

“ Ja teknik er teknik, og projekter er projekter, så naturligvis opstår der udfordringer. Det er vigtig læring, at der kan være så stor forskel fra den ene udbyder til den anden, men at man almindeligvis kan finde en god løsning med et andet datakort. De har været meget behjælpelige hos b-near,“ fortæller Michael.

Hans Knud ringer til sin mor gennem b-near-skærmen. (privat foto)

En glædelig udfordring: Behov for mere taletid

En uventet, men meget positiv udfordring har været, at flere beboere bruger b-near skærmene langt mere, end vi havde regnet med. Når man ringer meget, kan hastigheden dog sættes ned, og her har det været nødvendigt at finde alternative løsninger – bl.a. at koble skærmene på et eksisterende wifi-netværk eller at tilkøbe ekstra data.

“Det viser jo bare, at behovet er der,” siger Michael. “Folk vil gerne tale sammen – og det er præcis det, vi håbede på med projektet.”

Projekt skaber større frihed til social kontakt for mennesker med funktionsnedsættelse

Men tekniske justeringer er én ting, noget helt andet er de mennesker, der sidder foran skærmene, og de historier, der udfolder sig, når kontakten pludselig bliver lettere.

Der er Agnes, som grundet sin autisme ikke har følt, at hun har brug for small talk, men da hun blev syg gerne ville kunne tale med sin mor. For Kell har skærmen åbnet op for en helt ny kontaktflade. Medarbejderne på Postens Vej har set, hvordan familiemedlemmer, de aldrig før har hørt om, pludselig dukker op i hans liv.

Der er Jens, som får læst historier op af sin bror, der bor i Dubai. Og så er der Margit og Bente, som selvom de begge bor på Postens Vej, har stor glæde af at se hinanden via skærmen, når de har lyst. Dette er muligt med funktionen kaldet b.near to b-near.

“Det hele kan lade sig gøre, fordi teknologien er enkel, og i særdeleshed fordi der er fokus på den pædagogiske opgave,” siger Michael.

Projektet fortsætter med at udvikle sig, og vi glæder os til at dele endnu flere erfaringer.

Logo