
Kom til (re)fernisering: Kunstværk lyser op igen
Efter en gennemgribende renovering fremstår Kommunikationscentrets markante kunstværk igen strålende og fornyet. Det fejrer vi med en re-fernisering d. 30. januar, hvor du er inviteret.
Kommunikationscentrets kunstværk ”Tidsmåler – Livsmåler” fra 1999 har fået nyt liv. De 12 høje søjler, der strækker sig fra kælderen til 3. plan, er blevet gennemrenoveret. Kunstværket, skabt af billedhuggeren Margrete Sørensen, har fået genskabt sin oprindelige form.
Renoveringen har rettet op på de skader, som tidens gang har forårsaget. Et jordskælv havde blandt andet rykket rørene, der nu er rettet op, mens støv og slid havde sløret værkets udtryk, og lyset i neonrørene var gået ud.
Livsmåler er en del af husets identitet, og det gør virkelig noget for stemningen her i bygningen, at den er blevet renoveret.
Nu fremstår værket igen klart og stærkt – og ifølge kunstneren endda endnu mere markant.
”Det har fået fase 2, et nyt kapitel. Jeg er meget taknemmelig og virkelig glad. Det har været et af mine større, markante værker, og nu er det blevet til en juvel,” fortæller Margrete Sørensen.
”Tidsmåler – Livsmåler” er en uundgåelig del af dagligdagen her i huset. Den følger os op ad trapperne. Kunstneren selv kalder det rygraden i hele huset.
Med sine 12 søjler, der symboliserer tid, balance og lys, forbinder værket det ydre og det indre, det positive og det negative. Nu, med lys i neonrørene igen, stråler den og skaber en fornyet oplevelse for alle, der bevæger sig gennem bygningen.
”Det er en stor glæde at se værket stå så stærkt igen. Tidsmåler-Livsmåler er en del af husets identitet, og det gør virkelig noget for stemningen her i bygningen, at den er blevet renoveret,” siger centerchef Charlotte Jensen.
Kom til fernisering og fejring af værket
Vi markerer ”Tidsmåler – Livsmåler”s nye kapitel med en fernisering torsdag d. 30. januar 2025 kl. 15 til 15.30. Vi fejrer værket med noget sødt og hyggeligt samvær. Alle borgere med tilknytning til Kommunikationscentret er inviteret, så kom og oplev værket og vær med til at fejre kunst og fællesskab.
Program
Hillerød Kommunens borgmester, Kirsten Jensen og billedhuggeren Margrete Sørensen holder tale. Derudover kommer elever fra Hillerød Musikskole og spiller til ferniseringen.